linjefagene hos Askov Efterskole

Vores linjefag

På Askov Efterskole oplever du et miljø, hvor du har mulighed for at bringe dine kreative evner og interesser i spil på tværs af de kreative linjer – både i den daglige linjefagsundervisning og i intensive forløb.

Musik på Askov Efterskole

Linjefag

Vi vægter de kreative linjefag højt og har høje ambitioner på dine vegne. Derfor forventer vi også, at du kommer med engagement, initiativ og lyst til at flytte dig. Det handler ikke om, hvor du står her og nu, eller hvad du har lavet før – men mere om, hvor du er parat til at blive flyttet hen.

I linjefagene skal du selvfølgelig styrke dine evner og tilegne dig konkrete færdigheder, men det handler i endnu højere grad om at indgå i et kreativt miljø og at kunne bruge disse evner og færdigheder i et kreativt samarbejde med andre.

Udover muligheden for gennem et år at fordybe dig i en kreativ interesse, skal linjefagene give dig og dine efterskolekammerater en række fælles oplevelser for livet. Oplevelser som I vil huske tilbage på mange år fremover, og som er med til at styrke og berige vores store fællesskab på skolen. Og oplevelser der styrker den personlige udvikling, som du gennemgår i løbet af efterskoleåret.

Linjefagene på Askov Efterskole tilbydes til både 9. klasse og 10. klasse.

“Jeg tror slet ikke jeg er klar over, hvor meget jeg har udviklet mig. Før havde jeg bare en tendens til at sidde alene og fordybe mig i min tegning. At komme ud på et sted, hvor andre går op i de samme ting og har samme værdier, har bare været fedt.” (Elevcitat)

Mød Emil

Hør hvad Emil siger om, at være elev på Musik-linjen

Emil er elev på Musik-linjen på Askov Efterskole. Her fortæller han om linjefaget.

Drømmer du om at indspille din musik? På Askov Efterskole kan du gøre drømmen til virkelighed. Som en efterskole med musik har vi vores helt eget lydstudie – og døren står altid åben, så du både kan tilgå lydstudiet i undervisningen og i fritiden.

Du kommer desuden til at få et indblik i arbejdsopgaverne i et professionelt lydstudie, når vi arbejder med musikproduktion. Vi tager på ture og ekskursioner i undervisningen og har bl.a. besøgt det professionelle lydstudie Lundgaard Studio, hvor Tim Christensen tidligere har indspillet.

 

Der er noget magisk ved at spille musik, du selv har skrevet. Derfor laver vi sangskriverforløb, hvor du kommer til at udarbejde dine egne tekster og tilhørende musik. Vi får i den forbindelse også besøg af professionelle sangskrivere, som deler ud af deres viden.

Tidligere har vi bl.a. haft besøg af Tue West, Per Vers, Thomas Buttenschøn, Tobias Trier og Mads Langer og Esben Svane.

På musiklinjen er der også mulighed for at lege med elektronisk musik. Vi har udstyret stående og der kan være forløb, hvor du kan prøve at arbejde med genren. Måske er det dig, som skal lave nogle fede backtracks eller et godt beat, når der skal indspilles i vores studie?

Er du nybegynder, øvet musiker, eller vil du virkelig gerne nørde igennem på dit instrument og dygtiggøre dig yderligere? Husk, at vi også tilbyder soloundervisning på efterskolen.

Ligesom ved enhver anden musikskole, fungerer vores musikskole på den måde, at vores elever kan købe sig til eneundervisning i et valgfrit instrument. Det er efterskolens egne musiklærere, der underviser på musikskolen, og lige nu tilbyder lærerne undervisning i følgende:

  • Sang
  • Guitar (akustisk og elektrisk)
  • Elbas
  • Trommer
  • Klaver eller keyboard
  • Lydstudie (Logic opsat på MacBook)

Undervisningen bliver spredt udover året, og i alt vil hver elev få 20 undervisningslektioner af 20 minutters varighed. Mellem hver lektion er det op til den enkelte elev at få øvet sig – men skolens musiklærere står naturligvis altid til rådighed for at besvare spørgsmål eller hjælpe på anden vis. Et musikskoleforløb på Askov Efterskole koster 2800 kroner for et skoleår (20 lektioner).

På Askov Efterskole er vores tilbud om musikskole gældende for alle elever. Det er altså helt lige meget, hvilket linjefag du har, så længe du har lyst til at lære at synge eller spille på et instrument. Det er også ligemeget, om du har erfaring med at synge eller spille. Vores musiklærere tager udgangspunkt i den enkelte elevs niveau, og starter du som nybegynder, vil du efter den sidste lektion opleve at have fået et grundigt kendskab til dit instrument. Vi har tidligere set flere eksempler på, at elever, som ikke tidligere har spillet musik, har mestret et instrument på et højt niveau, når efterskoleåret slutter. 

Afspil video
Uforglemmelige koncerter

NOGET FOR DIG?
Musik har en helt særlig evne til at samle folk. Det kommer du både til at opleve i vores livlige musiklokaler, når vi øver og spiller sammen, samt når du står på scenekanten og spiller koncerter.

Glæd dig også til at leve som en ægte musiker for en stund, når Musiklinjen tager på turné og spiller på landets skoler, gågader og andre samlingssteder. Du får lov til at prøve, hvordan det føles at fordybe sig i musikken i flere dage ad gangen – og du lærer en hel masse om performance, improvisation og publikumskontakt.